Praktikant på forsvarsområdet
Praktikant til forsvarsområdet
Ambassaden søger en praktikant til forsvarsområdet pr. 1. februar 2025.
Den sikkerhedspolitiske situation i Norden betyder, at forsvars- og sikkerhedspolitikken netop nu oplever en historisk forandring, ikke mindst med hele Norden samlet i NATO.
Som praktikant får du derfor med denne stilling chancen for at få grundig indsigt Danmarks samarbejde med primært Sverige men også Norge og Finland på det forsvarspolitiske område.
Ambassadens arbejde på forsvarsområdet repræsenterer det danske Forsvarsministerium i Sverige samt Norge og Finland og forestår i den forbindelse kontakten til alle de tre nordiske landes departementer. Ambassaden bidrager således til en fortsat styrkelse og koordination af det bilaterale dansk-svenske (nordiske) samarbejde på det forsvars- og sikkerhedspolitiske område og holder herunder det danske Forsvarsministerium orienteret om forsvars- og sikkerhedspolitiske emner og det multilaterale samarbejde i internationale organisationer. Som praktikant vil du også arbejde tæt sammen med ambassadens øvrige afdelinger, herunder politisk-økonomisk afdeling og handelsafdelingen.
Ambassadens arbejde på forsvarsområdet støtter Forsvaret på en lang række områder, hvor der eksisterer bilateralt samarbejde, bl.a. informationsindhentning, materielsamarbejde, kurser, kontakter, research etc. Forsvarsafdelingen støtter også den danske forsvarsindustrisektor som del af Forsvarsministeriets Open For Business strategi.
Som praktikant på forsvarsområdet kommer du til at arbejde tæt sammen med Forsvarsattachéen og får rig mulighed for at beskæftige dig med en lang række forskellige emner, herunder:
· Bidrage til indberetninger om en række forsvars- og sikkerhedspolitiske emner, herunder selvstændig research, til Forsvarsministeriet og Forsvarets myndigheder.
· Deltagelse i konferencer, briefinger etc. mhp. informationsindhentning.
· Besvarelse af henvendelser fra danske myndigheder og borgere om svenske forhold.
· Indhentelse af diplomatiske tilladelser til Forsvarets enheder i Sverige.
· Afdækning af eksportmuligheder for den danske forsvarsindustri samt planlægning og gennemførelse af arrangementer på området.
Varighed og ansøgningsfrister
Vi søger praktikanter to gange årligt og praktikopholdet er på seks måneder.
Forårshold: 1. februar – 31. juli
- Deadline for ansøgningen til dette hold er den 1. september året forinden
Efterårshold: 1. august – 31. januar
- Deadline for ansøgningen til dette hold er den 1. marts
Krav
Du skal være studerende og tilmeldt en højere uddannelsesinstitution på bachelor- eller kandidatniveau.
Hvis du er udenlandsk statsborger, skal du have boet i Danmark i mindst 3 år, på ansøgningstidspunktet have fast bopæl i Danmark og være indskrevet på et studie på en højere læreanstalt i Danmark under hele praktikopholdet.
Det er en betingelse, at du kan sikkerhedsgodkendes af de danske myndigheder, og at du opretholder din sikkerhedsgodkendelse under hele praktikopholdet. Der vil blive indhentet referencer i forbindelse med sikkerhedsgodkendelsen.
Vi gør opmærksom på, at man kun kan have ét praktikophold i den danske udenrigstjeneste.
Kvalifikationer
Vi leder efter studerende med stærke analytiske evner, drive og et stort engagement samt en nysgerrig, kreativ, åben og positiv tilgang til opgaveløsningen. Du må meget gerne komme med gode eksempler på disse kvalifikationer i din ansøgning. Derudover forventer vi, at du har gode dansk- og engelskkundskaber samt kendskab til MS Office Package (PowerPoint, Excel & Word).
Opholdet skal bidrage til din uddannelse, og vil foregå under vejledning af en akademisk medarbejder i afdelingen. Vi anbefaler, at du inden du søger om et praktikophold undersøger, hvilke akademiske krav din uddannelsesinstitution stiller til dig i forbindelse med et praktikophold.
Ferie og arbejdstid
Arbejdstiden er i gennemsnit 37 timer ugentligt (inkl. frokostpause). Du optjener 2,08 feriedage pr. måneds praktik svarende til 12,5 dag i løbet af dit 6-måneders praktikophold. Hvis dit studie forlanger, at du skriver en større akademisk opgave i forbindelse med dit praktikophold, vil du desuden kunne få skrive-fri inden for et maksimum af 10 dage afhængig af krav til omfang og kompleksitet af opgaven.
Bolig
Du er selv ansvarlig for at finde bolig og afholde alle udgifter forbundet hermed.
Refusion af visse udgifter
Praktikopholdet er ulønnet, men der ydes en kompensation på kr. 5500 pr. måned til dækning af udgifter til logi, transport, forsikring og andre udgifter, der knytter sig til praktikopholdet.
De fleste praktikanter vil desuden have mulighed for at medtage deres SU, men det bør du selv søge afklaret med Styrelsen for Videregående Uddannelser.
Ansøgning
Du er velkommen til at søge flere praktikmuligheder. Vi vil blot bede dig angive, hvilket praktikophold, som har din første, anden, tredje etc. prioritet.
Motiveret ansøgning, CV, prioriteringsliste og eventuelle bilag sendes i en samlet PDF-fil til [email protected].